Skip to content

Geopartners tilgang til sikkerhed og compliance

Denne side beskriver Geopartners overordnede tilgang til informationssikkerhed og overholdelse af gældende lovgivning, samt hvordan ansvaret er fordelt, når data - herunder CPR-data - leveres til og opbevares lokalt i en kommunes eget databasemiljø.

Herunder finder du links til yderligere, vedr.

Geopartners tilgang til informationssikkerhed

  • Geopartner arbejder systematisk med informationssikkerhed og er leveringsdygtig på en ISAE 3000-erklæring, som dokumenterer virksomhedens interne kontroller på sikkerhedsområdet over for kunder og revisorer.
  • Sikkerhedsarbejdet forholder sig til kravene i NIS2-direktivet, som stiller skærpede krav til risikostyring, hændelseshåndtering og leverandørstyring for virksomheder, der understøtter samfundsvigtige og vigtige sektorer - herunder danske kommuner.
  • Læs mere om det aktuelle sikkerhedsarbejde på Geopartners side om informationssikkerhed og NIS2.

Overholdelse af gældende lovgivning

  • Databeskyttelsesforordningen (GDPR): Behandling af personoplysninger - herunder CPR-numre - som led i leverancen af data fra Geodata Connect sker på baggrund af en databehandleraftale mellem kommunen (dataansvarlig) og Geopartner (databehandler), jf. GDPR artikel 28.
  • CPR-loven: Levering og videreformidling af CPR-numre sker i overensstemmelse med CPR-lovens regler om videregivelse og brug af CPR-nummeret, herunder at det kun anvendes til det aftalte formål.
  • Underdatabehandlere: Hvor Geopartner anvender underdatabehandlere (fx til drift af cloud-infrastruktur), fremgår disse af databehandleraftalen, så kommunen har fuldt overblik over, hvem der har adgang til data i leverancekæden.
  • Kommunen bør fastlægge og dokumentere relevante krav til logning af adgang til personoplysninger som en del af de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der understøtter compliance.

Ansvarsfordeling ved lokal opbevaring i kommunen

Geodata Connect er som udgangspunkt en leverance af data til kundens eget miljø - ikke en fortsat driftet SaaS-løsning, hvor Geopartner har adgang til data efter levering. Det betyder en klar ansvarsfordeling:

  • Geopartner er databehandler for den del af behandlingen, der vedrører indsamling, forædling og levering af data (herunder CPR-relaterede data) frem til kundens eget miljø.
  • Kommunen er dataansvarlig og driftsansvarlig for den lokale PostgreSQL- eller SQL Server-database, når data er landet i kommunens eget IT-miljø. Det inkluderer adgangsstyring, netværkssikkerhed, kryptering, logning og øvrige tekniske og organisatoriske foranstaltninger i den lokale database.
  • Denne ansvarsfordeling bør altid være tydeligt beskrevet i den konkrete databehandleraftale og eventuelle underliggende driftsaftaler, så det ikke er tvivl om, hvem der har ansvaret for hvilke dele af behandlingen.

CPR-data i det lokale kommunale miljø

Da CPR-numre er omfattet af særlige regler, er det især relevant at være opmærksom på følgende, når data er leveret til kommunens egen database:

  • Adgang til CPR-data i den lokale database bør begrænses efter need-to-know, og adgangen bør jævnligt kontrolleres, jf. Datatilsynets anbefalinger om periodisk kontrol af adgangsrettigheder.
  • Opslag og anvendelse af CPR-data i den lokale database bør logges, så kommunen selv kan dokumentere og undersøge anvendelsen.
  • De tekniske sikkerhedsforanstaltninger i selve databasen (kryptering, netværkssegmentering, rollestyring m.v.) er beskrevet på siden om sikkerhed i PostgreSQL-databaser.
  • Da databasen efter levering driftes i kommunens eget miljø, er det kommunens eget ansvar - eventuelt i samarbejde med en driftsleverandør - at sikre, at miljøet lever op til kommunens interne sikkerhedspolitik og gældende lovgivning.